Dr. til julestævneDrengeholdet til deres første Julestævne 7 drenge kunne komme med til årets Julestævne hos Fortuna. Og med mange kidsspillere på holdet, kunne man fristes til at kalde dem de 7 små dværge - høje er de jo heller ikke. Og så er Chefen selvfølgelig den onde stedmoder, der insisterer på at drengene skal spise det forgiftede æble - kaldet det nye system. Det nye system skulle stå sin prøve, så op til himmels med resultaterne. Første kamp var imod Hjalleses A-hold, og det gik rigtig godt. Drengene spillede systemet og rettede hurtigt ind, så der blev kaldt fra sidelinien. Vi tabte 25-17, 25-15. En god start. Næste kamp var imod TSV Husum, og her gik det knap så godt i første sæt. Vi kom aldrig igennem seks rotationer, da vi fik en på hatten 25-6. Andet sæt var lidt bedre, hvor vi fik 16 point. Men de var nu også høje de prøjsere. Som 3er i puljen skulle vi spille imod en 2er fra en anden pulje, og det var lidt overraskende Gentofte. Her fik vi 8 og 14 point. Ganske godt gået af drengene. Lørdag aften gik med det velkendte sædvanlige sociale islæt alle holdene imellem som kun Amager kan dyrke det. Kun ynglingeholdet valgte at forberede sig til deres kampe om søndagen, lave lektier og holde Sofias fødselsdag... Gode kager iøvrigt. Søndag morgen skulle vi op kl. 06.00, da vi skulle med bus kl. 07.00 og så har man altså lidt travlt, når man skal nå at rydde op, samle bolde, pakke alt grej sammen og spise morgenmad. Men vi nåede det. Søndagens første kamp var imod Farum-Holte og endelig kom en sejr i hus. Det var en både tæt og spændende kamp, hvor drengene bl.a. skulle prøve at gøre hinanden bedre uden at sætte fokus på, når der blev lavet fejl. En opgave de klarede ganske fint. Sætscoren blev 26-24, 15-25, 15-13 Så var det kampen om 9-10-pladsen og denne gang var det imod Hjalleses B-hold. Vi fik en på hatten i første sæt, da drengene nu var meget slidte. 25-9 blev scoren. Andet sæt var nok det værste sæt vi endnu har spillet ift. vores server, men på en måde smittede det af på den anden side og på forunderlig vis vandt vi sættet 26-24. N var drengene pludselig tændte - skulle vi have vores anden sejr i denne weekend. Der blev fightet og kæmpet bravt, men Hjallese havde lige den mere stabilitet end vi, så vi tabte 15-11. Det var en god og sjov weekend, hvor vi lærte meget og fik set en masse god volley. Og dømt nogle kampe fik vi bestemt også. Det faldt så heldigt ud, at vi dømte en kamp for hver kamp vi spillede, så mon ikke vi har taget vores andel. En tysk træner mente ikke, at det var rimeligt at drenge skulle dørmme kampe, når det står i kampprogrammet - men hvordan skal drengene ellers få øvet sig i den svære kunst at dømme - specielt når de nu har taget teendommerkurset. En enkelt kamp valgte jeg selv dog at dømme, da jeg vurderede, at den godt kunne blive tæt og rimeligt afgørende. Det må vente lidt med at udsætte drengene for så intense og afgørende opgør. Udover min diskussion med tyskeren, så var der kun lige en træner, der ikke lige vidste hvad skærm var, da jeg bad Nicklas om at dømme det. Men mon ikke han går tilbage og undersøger det lidt nærmere. Det var en sjov weekend, men det er det altid, når man har med ungdomsspillere at gøre. Et par enkelte betragtninger over stævnet vil jeg godt komme med. Der er kommet meget mere kvalitet over spillet - specielt i de helt unge årgange, og spillerne er væsentlige mere fysiske end jeg kan huske tilbage. Derudover er der mange tidligere eliteudøvere og engagerede trænere, der har påtaget sig at træne ungdomshold, så det har jo også sin indflydelse. Der er ved at komme lidt prestige i at træne et ungdomshold og få det bedste ud af dem. Selvom drengeholdet skal prøve at kvalificere sig til Sjællandsmesterskaberne, så må vi nok sætte en masse fokus på tekniktræning.
|
|
|